Da Kirstens podcast blev skilt ad: en case fra formatanalysen

Kirsten og den podcast, der kørte på rutine

Kirsten kom til kurset fra en lokal kulturredaktion, hvor hun havde lavet en ugentlig podcast i små to år. Formatet var kendt og tryggt: en kort intro, tre samtaler og en afrunding. Det fungerede, mente hun, men hun kunne ikke forklare hvorfor, og hun var begyndt at kede sig selv undervejs.

Da vi nåede Modul 3, Formatanalyse, tog hun sit eget program med som øvelsesmateriale. Det er et valg, jeg altid opfordrer til, fordi det er sværere at analysere noget, man selv har bygget, og netop derfor lærer man mere. Hun ville vide, hvad der var struktur, og hvad der bare var vane.

Først skilles formatet ad i dele

Vi startede med det grundlæggende i modulet: at beskrive et format uden at vurdere det. Kirsten lyttede til fem af sine egne afsnit med blyant i hånden og noterede længde, rækkefølge, tonefald, hvem der taler hvornår, og hvor der kommer skift. Det lyder tørt, men det tvinger én til at høre det, man plejer at overhøre.

Hun opdagede, at intro og afrunding til sammen fyldte næsten en femtedel af hvert afsnit, og at de to samtaler i midten ofte var kortere end den første. Den første var altid den, hun havde forberedt mest. Mønstret havde hun aldrig set, før hun skrev det ned side om side.

• Længde og rækkefølge af hvert led
• Hvem der bærer samtalen i hvert led
• Hvor formatet skifter tempo
• Hvad der gentager sig fra afsnit til afsnit

Hvad får formatet til at virke for målgruppen

Næste skridt var at spørge, hvad hvert led gør for lytteren. Kirsten havde lidt materiale fra Modul 2 om, hvordan hendes lyttere bruger programmet i hverdagen: mange hørte det på cykel eller under madlavning og sprang ofte intro over. Det forklarede, hvorfor hun havde fået flest kommentarer til den første samtale.

Vi stillede tre spørgsmål til hvert led: hvad forventer lytteren her, hvad får vedkommende, og hvad ville mangle, hvis leddet røg ud. For to af leddene var svaret overraskende ærligt: ingenting ville mangle. Det var ikke en kritik af hende, men en beskrivelse af, hvor formatet havde fedt, og hvor det havde kerne.

Det, vi ikke kunne afgøre

Jeg vil gerne være tydelig om grænsen. Formatanalysen sagde noget om, hvordan programmet var bygget, og hvad der sandsynligvis bar det, men den kunne ikke fortælle Kirsten, hvad der ville ske, hvis hun ændrede det. Det er et spørgsmål for Modul 4, hvor man afprøver i lille skala og dokumenterer.

Hun havde lyst til at skrive en konklusion om fremtidens lytterkrav, og jeg bad hende lade være. En analyse beskriver, hvad der er. Den leverer en velbegrundet hypotese, ikke en forudsigelse, og den forskel er en af de vigtigste ting, man tager med sig fra modulet.

Hvad hun tog med sig hjem

Kirsten endte med en enkelt side, hvor formatet var beskrevet i led, med en kort note om, hvad hvert led gør for målgruppen, og en markering af de to led, hun mente var svagest begrundede. Siden blev udgangspunkt for et lille forsøg bagefter, hvor hun kortede intro ned og lod den anden samtale få mere plads.

Hun skrev til mig senere, at det vigtigste ikke var ændringerne, men at hun nu kunne forklare sine kolleger, hvorfor programmet var bygget, som det var. Det er et realistisk udbytte af et modul som dette: bedre sprog for formatet, ikke en garanti for, at det bliver bedre modtaget.

• En ensides beskrivelse af formatet i led
• En begrundelse for hvert led i forhold til målgruppen
• To udpegede led at arbejde videre med
• Et klart skel mellem analyse og forudsigelse