Hvad betyder 'format' egentlig? Fem ord fra formatanalysen

Et ord, alle bruger og få definerer

Når vi åbner Modul 3 på kurset, spørger jeg altid deltagerne, hvad de forstår ved et format. Svarene spænder vidt: en podcast, en video på tre minutter, en nyhedsbrevsserie, en live-udsendelse. Alle har ret, men de peger på forskellige lag. Nogle taler om kanalen, andre om længden, andre igen om tonen eller om rytmen i en episode.

Det er netop pointen med formatanalyse. Du skiller et eksisterende format ad og beskriver, hvad der får det til at fungere for sin målgruppe. Det kræver, at ordene er skarpe, så du ikke blander kanal, form og indhold sammen. Denne artikel gennemgår nogle af de begreber, vi bruger i undervisningen, og forklarer dem uden fagsprog, så du kan bruge dem allerede næste gang du ser eller lytter.

Format er ikke det samme som kanal

Den mest almindelige forveksling er mellem format og kanal. Kanalen er stedet, hvor publikum møder indholdet: radio, en videoplatform, en e-mail, en side på nettet. Formatet er den måde, indholdet er bygget op på, uanset hvor det ligger. Et samtaleprogram med to gæster og en fast rækkefølge af emner er et format, og det kan sendes i radioen eller lægges som lydfil.

Forskellen betyder noget, fordi den forhindrer en klassisk fejl: at tro, at et format virker, fordi kanalen er populær. Når du adskiller de to, kan du spørge, om det er opbygningen eller placeringen, der trækker lytterne. Det er to forskellige spørgsmål, og de kræver hver sin undersøgelse, ofte med forskellige svar.

• Kanal: hvor publikum finder indholdet
• Format: hvordan indholdet er bygget op
• Indhold: hvad der konkret siges eller vises

Dramaturgi, længde og gentagelse

Tre træk går igen, når vi skiller formater ad. Det første er dramaturgi: hvordan en episode begynder, udvikler sig og slutter. Begynder den med et spørgsmål, med en historie eller med en opsummering? Det andet er længde, som ikke bare er et tal, men et løfte til publikum om, hvor meget tid de skal afsætte. Det tredje er gentagelse, altså hvilke elementer der er ens fra gang til gang.

Gentagelsen er undervurderet. Et fast åbningsstykke, en tilbagevendende rubrik eller en kendt rækkefølge gør, at lytteren ved, hvad der venter. Det skaber tryghed og vane, uden at hver udgave behøver være ens. Når du beskriver et format, så skriv først ned, hvad der er fast, og dernæst hvad der varierer. Den liste er ofte mere sigende end enhver målgruppestatistik.

Målgruppe og brugssituation

Et format fungerer ikke i luften, det fungerer for nogen i en bestemt situation. Derfor beder jeg deltagerne om at beskrive brugssituationen, før de vurderer noget. Hvem lytter eller læser, hvornår på dagen, med hvor megen opmærksomhed? Et kort format, man tager frem i en pause, stiller andre krav end en lang gennemgang, man sætter sig til om aftenen.

Her kobler formatanalysen sig til Modul 2 om publikumsadfærd, men den holder sig til det, der kan iagttages i selve formatet. Du gætter ikke på, hvad folk føler, men beskriver, hvad formatet beder dem om at gøre. Det giver en nøgtern vurdering, der kan diskuteres, og som ikke lover noget om, hvordan det går fremover.

• Hvem møder formatet?
• Hvornår og hvor?
• Hvor meget opmærksomhed forventes der?

Sådan skriver du en formatbeskrivelse

En god formatbeskrivelse fylder en side og kan læses af en, der aldrig har set formatet. Start med en enkelt sætning om, hvad det er. Beskriv derefter opbygningen trin for trin, angiv længde og rytme, og nævn de faste elementer. Til sidst noterer du, hvad du ikke kan se, men kun formode, så gætværk og iagttagelse holdes ude fra hinanden.

Øvelsen virker bedst, når to personer beskriver det samme format hver for sig og bagefter sammenligner. Forskellene afslører, hvor begreberne er uklare. På kurset gør vi det med små uddrag, og det tager sjældent mere end en halv time. Resultatet er et fælles sprog, som gør det lettere at gå videre til egne forsøg.

Hvorfor præcise ord sparer tid

Når et hold i en redaktion eller virksomhed diskuterer et nyt format, går en overraskende del af tiden med at tale forbi hinanden. Én mener et kort videoformat, en anden en serie, en tredje et tilbagevendende møde med lytterne. Med få fælles begreber bliver samtalen kortere og mere konkret.

Det er også grunden til, at vi bruger tid på ordene i undervisningen. De er ikke pynt, men værktøj. Du behøver ikke lære dem udenad, blot bruge dem, til de sidder. Næste gang du ser et indslag, så prøv at sætte ord på kanal, form og indhold hver for sig. Det er første skridt i enhver analyse.